Bonnie Raitt synger en vidunderlig ballade med titlen 'Nick Of Time' - og det handler om kærlighed, som det så ofte gør i popsange. I netop denne popsang, indfinder forelskelsen sig i allersidste øjeblik. En analogi der nemt lader sig overføre til aftenens møde med Fyrige Fireballs. Med det absolut alleryderste af neglespidserne hang Half Men Half Biscuits nemlig i og fik i den sene overtid fisket et enkelt point i land efter 3-3 i et drama af de store. Sæsonens allersidste opgave var mod FC Fireballs, som vi havde revanche til gode imod, da vi tilbage i vores jomfru-træfning den 14. juni i år mod Fyrige Fireballs tabte 2-4. Vores ærværdige modstander startede med beskedne 6 spillere på banen. En syvende mand kom dog halsende og gjorde holdet fuldtalligt kort inde i kampen. De blev aldrig flere. Vores trup talte derimod maksimale 10 mand - herunder den tilbagevendte, Tomas Rasmussen, der efter endt isolation og overvindelse af den store djævel, atter var i den lilla kamptrøje. Det var et berusende syn.
Spillet på det perfekte kunstgræstæppe var hurtigt og højenergisk godt og vel hele kampen igennem. Fireballs sled og slæbte med de 7 spillere, de havde - herunder én bandit, som hver gang det lod sig gøre, gik over stregen i de tætte nærkampe. Her var tale om deres 8er. Vi havde bedst fat, tilspillede os de fleste muligheder, men Fireballs sad tæt og var sjældent langt fra vores folk. De formåede at tilspille sig et par rimelige chancer, men formøblede dem med upræcise afslutninger. Vi derimod havde betydeligt flere pæne chancer, men skuddene var bare ikke truende nok - ofte unødigt hårde, hvilket kostede på præcisionen - altså lige indtil 1-0 målet faldt. Tommy Bigom ramte Nikolai Winther, der på lille plads tæt under mål fik puffet kuglen i kassen. Det blev vores eneste føring denne sene oktoberaften i Valby. Udligningen faldt efter kontra - og så var pauseresultatet 1-1 en realitet. Fireballs burde midt i 1. halvleg have fået et gult kort, men dommeren tildelte os kun et forsigtigt frispark. Man kunne kun knap ane lyden af hans fløjte. Vi burde så afgjort have skaffet os en føring inden de 5 minutters hvile mellem halvlegene, men blev under pauseteen i mangel af bedre rørende enige om, at vi i det mindste i 2. halvleg burde kunne køre dem trætte, da vores trup modsat deres tillod et væld af udskiftninger.
2. halvleg blev de evige jagninger på mentalt udmattende udligninger, da vi hele to gange og helt unødvendigt kom på bagben efter kontramål fra Fireballs. Særligt deres mål til 2-1 bar præg af manglende opbakning til vores bagerste, som blev ladt noget i stikken og ikke kunne forhindre katastrofen alene. Mark Jaqué, som havde det svært i den første halvdel af kampen, blomstrede op og fandt frem til mere vilje og kunne derfor assistere midtbanespilleren Søren Boysens 2-2 udligning - til stor lettelse på sidelinjen. Glæden varede dog ikke ved voldsomt længe, nervøsiteten ulmede ustandseligt lige under overfladen. Vi havde sværere ved at komme frem til chancer, spillet blev mere rodet og uforudsigeligt - og så skete det forbudte, det utilladelige - imod al ret og rimelighed - som da Putin startede krig i vores ellers så trygge Europa. Ordentligheden ophørte, da Fireballs på endnu et kontraangreb omsatte chance til mål. Deres farlighed i sæsonens sidste halvleg havde ellers begrænset sig til lange indkast tæt ved mål, hvor alt jo kan ske, når en bold sådan dumper ned i et tætbefolket målfelt - heldigvis uden succes. Nede 2-3 blæste vi til angreb - og så kom chancerne. Tre gange i udkanten af spilletiden havde vi mulighed for at få scoret, men vi skulle helt frem til halvandet minuts overtid, før forløsningen her i vores 202. kamp all time skete. Mark Jaqué assisterede for anden gang denne aften - nu til Tommy Bigom, som med opgørets sidste spark skaffede 3-3 til vores hjerteklub. Det føltes på det tidspunkt som en sejr - men i virkeligheden var det to tabte point.
