Onsdag aften stod den igen på kamp mod Søværnets IF, der var kommet sig over deres C19-karantæner - eller dvs. - de kunne blot mønstre en 7'er uden styrmand. Vorherre syntes tilsyneladende, at vi skulle have en skylle inden kampen, hvilket klart kom Søværnet til gode, da de således befandt sig i deres rette element. Imod alle skrevne som uskrevne regler, så var vi på dagen 10 HMHB’er – dvs. vi var egentlig kun 9, men vores store henrivende holdleder, Claudius Larson, havde glemt at tælle gæst Pelle Ildvedsen med, der var hentet ind som lånemålmand, og han gjorde det i øvrigt ganske glimrende ved flere lejligheder og holdt os i en svær periode inde i kampen. Vi startede kampen uden dommer, hvorfor Tomas Rasmussen greb 'pattefløjten' venligst udlånt af Jens Andersen og fløjtede kampen i gang – mod blot 6 kampklare sømænd. Tempoet var derefter, så i stedet for at køre sømændene ned under kunsten på Kløvermarken, lod vi os lulle i søvn. Dommeren ankom efter små 5 minutter og overtog fløjten. Da kampen blev genoptaget, var Søværnet blevet fuldtallige og havde klart lettest ved at kende forskel på styr- og bagbord. På tre hurtige kontra kom de foran 3-0. Tommy Bigom fik spillets største chance for at reducere, men hamrede straffesparket på overliggeren, hvilket blev meget sigende for ellers træfsikre Tommy-guns aften, for ind ville bolden ikke. Midway stod den noget ufortjent 3-0 til Søværnet.
Det var først, da en af sømændene fik det gule kort for at skubbe Tomas Rasmussen i brystet og dermed blev udvist i 5 minutter, at HMHB endelig vågnede op til dåd. Reduceringen til 1-3 blev sat ind på en hård flad afslutning af Nicolaj Hermansen flot assisteret af Morten Østergaard. Ikke lang tid efter opstod der lidt tumult i højre side tæt under mål - og via en spiller fik Nicolaj Hermansen lagt bolden til rette for Mark Jaqués pandebrask til 2-3. Spændingen var tilbage, men bedst som vi atter var kommet ind i kampen, så fik Søværnet slået en 'befrier', der blev hamret op i krydset, efter at vi to gange ikke fik clearet - og det var som en spand koldt vand i hovedet på os - men fungerede til gengæld som en kærkommen saltvandsindsprøjtning for sømændene. Selvom vi sendte det ene angreb efter det andet mod Søværnets mål, så lykkedes det dem at afværge alle bølgerne. Til sidst fik vi dog reduceret ved en storspillende Peter Due, hvis afslutning lige præcis kunne klemme sig ind over stregen. Desværre var det så sent, at vi ikke rigtig havde tid til udligningsmålet – heller ikke selvom Claudius Larson fik givet os 4 minutter mere end de officielle 25. Flere spillere kandiderede kraftigt til 'kampens spiller', men i sidste ende blev det Mark Jaqué, der løb med æren via hele 10 stemmer. Kun en tåbe frygter ikke Søværnet.
